Demring

Stykke 24 fra Hinsides Godt og Ondt:

“O sancta simplisitas! Hvor løjerligt forenklet og forfalsket lever dog mennesket! Man kan ikke undre sig færdig, når man først en gang har fået blik for dette under! Hvor har vi dog gjort alt omkring os lyst og frit og let og enkelt! Hvor har vi dog forstået at give vore sanser adgang til alt muligt overfladisk og vor tænkning en guddommelig lyst til kåde spring og fejlslutninger! — Hvor har vi dog lige fra begyndelsen forstået at opretholde vor uvidenhed for at nyde en næsten ubegribelig frihed, ubetænksomhed, uforsigtighed, friskhed, munterhed i livet, ja, livet selv! Og først på denne herefter faste granitgrund af uvidenhed har videnskaben indtil nu kunnet rejse sig, viljen til viden på grundlad af en meget mægtigere vilje, viljen til ikke-viden, til det uvisse, til det usande! Ikke som dens modsætning, men derimod — som dens forfinelse! Om så selv sproget, her som andetsteds, ikke kan komme ud over sin klodsethed og bliver ved at snakke om modsætninger, hvor der blot gives grader og forskellige fine trin, og om så også moralens legemliggjorte tartufferi, der nu hører til vort uovervindelige ‘kød og blod’, fordrejer ordene i munden selv på os vidende: nu og da fatter vi det og ler ad, hvordan selv den bedste videnskab helst vil fastholde os i denne forenklede, helt igennem kunstige, tilrettedigtede, tilretteforfalskede verden, hvordan den ufrivilligt-villigt elsker fejltagelsen, fordi den, den levende — elsker livet!”